Sådan undgår du at skrive en standardansøgning

Når man læser gode råd til jobsøgere, står der ofte, at man ikke skal sende en standardansøgning, men hvad menes der egentlig med det?

En stanardansøgning er en ansøgning, der genbruges igen og igen. Det kan godt være du har lavet verdens bedste ansøgning, men hvis ikke den virksomhed du søger hos kan, se at du rent faktisk er interesseret i at arbejde hos dem, vil din ansøgning blive opfattet som en standard ansøgning.

Det kan godt være at sandheden er du er ligeglad med hvor du arbejder, for du vil bare i gang og have et job. Det tror jeg sådan set de fleste arbejdsgivere kan forstå. Der er bare det, at de fleste arbejdsgivere helst vil ansætte en, der rent faktisk ikke bare vil have et job. De vil have en medarbejder, der vil have et job i lige netop deres virksomhed.

Så inden du overhovedet går i gang med at skrive selve ansøgningen er du nødt til at blive klogere på den virksomhed du søger job i.

  • Kig på virksomhedens hjemmeside. De fleste har en knap der hedder ”Om XX”. Her kan du ofte finde information om virksomhedens historie, hvordan det er at arbejde der, værdierne, CSR og meget mere. Sørg også for at læse om virksomhedens produkter så du ved hvad der produceres
  • Brug Linked In. Mange virksomheder har en firmaside på Linked In og her kan du ofte finde presseklip fra virksomheden og blive klogere på hvem der allerede arbejder der. Mange beskriver også arbejdsopgaver i deres private Linked In profil, så her kan du også blive klogere på det job du søger. Måske kender du lige frem nogen i virksomheden der enten kan anbefale dig til jobbet eller du kan kontakte for at høre mere om hvordan det er at arbejde der.
  • Lav en Google søgning på virksomheden og se hvad der dukker op og kik på de første par sider Google kommer frem med

Du bør som minimum bruge en times tid på at finde information og tænke over, hvor du har noget særligt at spille på i forhold til det, du har lært om virksomheden. Det er dét du skal bruge i din ansøgning. Fortæl i ansøgningen hvorfor det er lige netop dig der passer ind i virksomheden. Det er så ærgerligt ikke at få jobbet, fordi du bare har lavet en copy paste og derfor kommer til at skrive i en ansøgning til Føtex, at du gerne vil arbejde i Fakta, fordi stemningen i butikken altid giver dig lyst til at blive 5 minutter længere.

Reklamer

Skal man ringe når man søger job?

Det kommer sørme an på, hvad du ringer om.

Hvis du ringer for at høre om “I har modtaget min ansøgning” og ellers ikke kan finde på andet at spørge om, så lad være. Specielt hvis du har søgt gennem et system, der allerede har sendt en bekræftelsesmail.

“Jeg ville bare lige høre om I har læst min ansøgning” falder ind under samme kategori.

Du skal ringe, hvis du har nogen gode spørgsmål. Og hvad pokker er så et godt spørgsmål?

Et godt spørgsmål er noget, du ikke kan finde svaret på med to klik på internettet og som er relevant for stillingen. Du kan f.eks. bede om at få uddybet noget i stillingen – og så vær lidt smart og spørg om noget, hvor du får lejlighed til at fortælle om dine egne erfaringer.

Står der i annoncen, at du skal fakturere, kan du ringe og spørge om virksomheden bruger et bestemt system og så eller komme ind på, at du selv har været med til at implementere et nyt system, der hvor du arbejder nu. Er det et sælgerjob kan du spørge lidt ind til hvilken type kunder virksomheden typisk har og fortælle lidt om hvilken type salgserfaringer, du kan bidrage med.

Husk at gøre det relativt kort og husk at takke for den tid virksomheden bruger på dig. Det kan godt være, de i bund og grund skal være glade for, at du vil arbejde for dem, men det skader ikke, du er høflig og venlig i telefonen. Hele pointen med at ringe er jo, du vil gøre et godt indtryk.

Endelig skal du være klar over, at medmindre du gør det knaldgodt i telefonen, er det ikke sikkert, den du har talt med husker dig. Har du derimod være træls eller krævende, så noterer de det helt sikkert som et minus.