WP_20150716_18_39_29_Pro

Betyder den nye postlov, at vi skal afskedige i bedre tid?

Frem over skal man nok være ude i god tid når man skal fyre – ikke i kakkelovnen, men opsige en medarbejder. Du kan nemlig ikke længere regne med at Post Danmark leverer post fra dag til dag og det giver en ny udfordring i forhold til opsigelse af medarbejdere.

Som udgangspunkt, så er min grundholdning, at når man siger en medarbejder op, så skal man sidde ansigt til ansigt og se den medarbejder i øjnene, hvis verden man vælter. Det er det mindste, man kan gøre.

Nogen gange kan det ikke lade sig gøre og så må man ty til Post Danmark og en afleveringserklæring, så man kan dokumentere, at opsigelsen er afleveret rettidigt i forhold til opsigelsesvarslet. Indtil nu har det betydet, at hvis man har sender en opsigelse med to dage at løbe på op til månedens slutning, kan man føle sig sikker på, at opsigelsen er afleveret rettidigt.

Spørgsmålet er om vi stadig kan regne med det efter postforliget fjerner A-brevet? Det påstås godt nok, at det vil være muligt at betale for dag til dag levering, et Quick brev, men det er allerede en tvivlsom service i dag.

For noget tid siden spiste jeg frokost med en HR konsulent, som kunne fortælle, at han havde oplevet et brev med afleveringsattest først kom frem efter fire dage. På posthuset havde de ellers lovet, at det var fremme dagen efter. Det betød at den opsigelse, der var sendt en torsdag, i god tid op til en måneds udgang, først var fremme om mandagen. Og mandag var den første dag i en ny måned.

Heldigvis blev det ikke et issue i den pågældende opsigelsessag, men hvis vi ikke længere kan regne med at posten kan nå frem fra dag til dag, hvad betyder det så for opsigelser pr. brev?

atp

Hvad er ATP?

Dem der læser deres lønseddel har nok lagt mærke til, at de hver måned bliver trukket 94, 95 kr. i ATP-bidrag og deres arbejdsgiver bliver trukket 189,35 kr. Beløbene er ikke helt store nok til, at man rigtig gider sætte sig ind i hvad det egentlig er, der bliver trukket.

ATP står for Arbejdsmarkedets Tillægspension og det bliver man jo heller ikke meget klogere af at vide.

I 1964 vedtog Folketinget ATP-ordningen, da man allerede på det tidspunkt forudså at folkepension ville blive en rigtig tung udgift for staten.

ATP kan ikke erstatte en rigtig pensionsopsparing, den er et supplement til hvad du ellers ville få udbetalt som pensionist. For øjeblikket udbetales der 24.000,- kr. om året fra ATP til pensionister.

Udover at forvalte tillægspensionen forvalter ATP f.eks. også forskellige barselsfonde, feriekonto, boligstøtte og meget andet. Og så er ATP’s hjemmeside et rigtig godt sted, at finde alverdens værktøjer og analyser der gør det lidt lettere at blive klogere på ens pension.

Billedet er lånt på atp.dk

Opfølgning på indlægget om brevhemmelighed

I forrige indlæg nævnte jeg sagen fra Aarhus Havn, med nogen kranførere der mobbede via deres firmatelefoner, som et eksempel på hvor alvorligt brevhemmeligheden skal tages. Her blev havnens ledelse nemlig dømt for at have læst den ene kranførers sms’er på hans firmatelefon.

Ledelsen ankede siden sagen til landsretten, hvor de i forrige uge blev frifundet.

Reelt er der tale om en teknisk frifindelse idet Vestre Landsret fastskår, at sagen slet ikke burde have været rejst. Da 3F forhandlede fratrædelsen, frasagde 3F sig nemlig muligheden for efterfølgende at tage sagen op ved retten.

Herved blev sagen forkastet og ledelsen på Aarhus Havn altså frifundet for at have overtrådt brevhemmeligheden.

Det der er værd at notere sig er at frifindelsen begrundes med at 3F havde frasigelse og ikke at det var ok de kiggede i telefonen.

Så man skal altså som leder fortsat være bevidst om, at det betragtes som en overtrædelse af brevhemmeligheden, hvis man læser sms’er på medarbejderenes firmatelefoner, hvis ikke man har orienteret medarbejderen om dette.

Så opfordringen herfra er stadig at få lavet en politik for telefoner og e-mails.

freedigitalphotos.net fotogra Chaiwat

Må man læse andres mails og sms’er?

Ifølge straffeloven er det strafbart at læse andres lukkede post, men er det ensbetydende med, at den virksomhed du er ansat i, ikke må læse de e-mails, du sender fra din arbejdsmail?

Området er en gråzone. På den ene side så gælder brevhemmeligheden og mails, der tydeligt er mærket med privat, må ikke læses af andre. På den anden side så tilhører korrespondance, der er fortaget fra virksomhedens system, vedrørende virksomheden, selvfølgelig virksomheden.

Derfor er det en rigtig god idé at have en IT-politik ,så det er helt klart, hvilke regler der er omkring medarbejdernes e-mail. Så er alle klar over at mails sendt fra virksomhedens system tilhører virksomheden og den derfor har ret til at læse medarbejdernes mails. Politikken skal naturligvis være tilgængelig for medarbejderne og det er en god idé, at man enten henviser til IT-politikken i ansættelseskontrakten eller beder nye medarbejdere underskrive den separat.

Da vi befinder os i et gråzoneområde, bør virksomheden naturligvis ikke læse medarbejdernes mails medmindre, der er et begrundet behov for det. Ligesom mails, der er mærket privat, springes over. Og det bør i øvrigt fremgå af IT-politikken, under hvilke omstændigheder mails gennemgås.

Er der ikke klare regler på arbejdspladsen, kan virksomheden dømmes for at overtræde både straffeloven og persondataloven.

Der gælder de samme regler for sms’er som for mails. Du husker måske sagen fra Århus Havn, hvor en tillidsmand blev fyret efter ledelsen havde læst de sms’er, han havde sendt fra sin arbejdstelefon? Sagen endte med at havnedirektøren blev dømt for at have overtrådt straffelovens §263 stk. 1.

Indholdet af sms’erne var dog så belastende for tillidsmanden, at han og to andre måtte indgå en frivillig fratrædelsesordning. Så uanset brevhemmelighed og datalov, så skal man altså tænke over, hvad man bruger sin arbejdsmail og telefon til.

Siden dette indlæg er udgivet er der faldet dom ved landsretten i sagen fra Aarhus Havn hvor ledelsen er frifundet. Læs mere her

 

 

kassemedarbejder, Netto, job

Nej. Man kan ikke altid få et job i Netto

For nyligt kørte der en debat om, at arbejdsløse akademikere ”bare” kan tage et job i Netto.  Der er bare det, at man kan ikke altid få et job i Netto. For Netto vil, surprise, surprise, gerne have medarbejdere, der rent faktisk har lyst til at arbejde i Netto.

Måske tænker du, hvor svært kan det være at scanne varer ved kassen eller sætte dem på hylder? Hvis du nogensinde har stået i en supermarkedskø og bandet over hvor langsomt det går, fordi du har valgt kassen med ny-i-job-ekspedienten, så burde du vide, at det tager tid at lære.

Også rengøringsjobs er et af de jobs folk tror, de altid ”bare” kan få. For hvor svært kan det være at gøre rent? Svært kan jeg hilse og sige. Jeg har selv gjort værelser rent for mange år siden og det kræver øvelse at kunne rede en hotelseng pænt og samtidig nå at gøre et værelse rent på de 15-20 minutter, man har pr. værelse.

Afhængigt af hvilken type job, der er tale om, koster en ny medarbejder typisk mellem 2-12 måneders løn, inden de er lært helt op og kan performe 100%. For at investeringen i oplæringen kan tjene sig hjem, skal medarbejderen helst blive i virksomheden længere end break even. Derfor prioriterer virksomhederne at ansætte medarbejdere, der rent faktisk er interesserede i jobbet og fravælger dem, der ”bare lige” skal have et job indtil de finder noget andet.

For et par år siden satte journalist Ditte-Marie Ascanius sig for at undersøge, om der var hold i myten om, at man altid kan få job i Netto og det kom der denne artikel ud af. Du kan jo altid få et job i Netto…Eller kan du?

Hvis du reelt er interesseret i er job i Netto kan du se de ledige stillinger på Nettos hjemmeside.

Billedet er lånt her

 

 

hav, blå ocean, blue ocean

Det er nu du skal nå at bruge din ferie

Der er knapt halvanden måned tilbage at dette ferieår. En evighed synes du måske, men hvert år er der mange, der for sent kommer i tanke om, at de da ikke fik holdt deres ferie eller tror de kan skubbe den foran sig i årevis.

Men ubrugt ferie fra sidste år er lige så værdiløs, som den vinderlottokupon du glemte at købe. Og din arbejdsgiver skal betale for din ferie uanset om du bruger den eller ej. Så hvis du vil sikre, at det er dig, der får glæde af ferien så se at få planlagt de sidste feriedage nu.

I følge ferieloven kan du overføre en enkelt uge til det næste ferieår, men det kræver du laver en aftale med din arbejdsgiver. Så uanset om du vil overføre eller afvikle ferie, er det ved at være  sidste øjeblik, hvis ikke din restferie skal gå tabt.

Du kan læse mere om ferie her og her.

 

Billedet er taget af Samuiblue og er fra freedigitalphotos.net

 

afwd 2016

Er DU klar til Action Figure Work Day?

Åh jo, ‘Take Your Action Figure to Work Day’ er en ting. Eller rettere en dag. Nærmere betegnet den første fredag i marts.

Navnet på dagen siger stort set det hele. Det er en dag, hvor man tager sin yndlings actionfigur med på arbejde og tager billeder, som man så deler på de sociale medier #AFWD2016.

Fjollet? Så absolut. Men hvorfor ikke gøre din og kollegaernes dag lidt sjovere og deltage i år med din Batman, Barbie, Little Pony, Hulk eller hvad du nu måtte ligge inde med, der kan kvalificere som en actionfigur.

Du kan læse mere på Action Figure Work Days hjemmeside eller følge med på Twitter på fredag #AFWD2016.

telefonnancyninja

Vil du se flere eksempler fra sidste år så søg på #AFWD2015.